Det var den sommer!
Vuuptii !! Så sluttede den dejlige lange varme sommer, ligesom fra den ene dag til den anden. Det med at sommeren først kommer når børnene starter i skole, det holder i hvert tilfælde ikke i år. Vi kan da håbe, at vi endnu kan nå, at få et nogenlunde lunt og smukt efterår, så vi kan nyde de mange smukke farver, skovture, boller og varm kakao, bål og hyggen ved levende lys og regnvejrsdage.
Vi håber at alle har haft en dejlig og afslappet sommerferie og er kommet godt i gang med fornyet energi……
Vi skal trods alt kun arbejde et år til, før vi har sommerferie igen
På Fredegården har ferieugerne, trods lidt flere børn end vi er vant til, som sædvanligt været meget fredelige. Der har traditionen tro, været færre børn end tilmeldt, lidt ærgerligt med spild af vikartimer, men herligt for de børn, som reddede sig lidt ekstra ferie.
Af sommerferieaktiviteter, har vi blandt andet været, både i Frederikssund og Roskilde ved Vikingelandsbyerne, i Bellahøj badet, Albertslund badesø, Jyllinge havn / strand og på små skovture.
På Fredegården er der blevet fulgt op på arbejdsdagen, med forskelligt malerarbejde, færdiggørelse af værkstedsgulvet og en masse oprydning.
Nye fritter børn.
Rigtig hjertelig velkommen til alle nye børn og forældre fra børnehuset Søndergård. Vi har glædet os meget til I skulle starte og synes det er gået rigtig godt. Alle børn er glade og tillidsfulde og er faldet godt til, leger og har fået god kontakt til alle voksne samt en masse nye kammerater.
Forældrearbejdsdag/aften.
Fredegården er ved at være 8 år gammel og man begynder så småt at kunne se slidtagen rundt omkring. Vi skulle for første gang, bede jer forældre, om hjælp til en ansigtsløftning. Prioriteringen var udendørs, til renovering af borde/bænke, skure o. lign. Det var en fantastisk effektiv og hyggelig aften, der blev knoklet af både voksne og børn, hygget og lavet mad over bål, helt sikkert en succes der skal gentages – tusind tak for hjælpen!
Sommerfest.
Igen i år en herlig fest med glade og forventningsfulde børn og voksne. Vi var meget spændte på vejret, både fordi det op til festdagen havde været noget ustabilt, men også fordi, vi havde planlagt picnic i det grønne. Jette troede på mirakler og vejrguderne var med os – græsset blev tørt, solen skinnede og skyerne forblev hvide….
Popcornene poppede, kagebordet bugnede af de mest fantastiske kager.
Børn og voksne deltog, under mere eller mindre pres, i vores olympiske discipliner. Mest af alt morede børnene sig, og det så også ud til at alle forældre hyggede med snak og medbragt mad.
Kagekonkurrence.
Tro det eller ej…men Fredegårdens kage vandt igen i år prisen for flotteste voksen kage.
Johanne og Andreas for flotteste børnekage.
Sofie og Kirsten for bedste smag.
Men vi vil da godt benytte lejligheden til at sige, at det var et helt utroligt flot udbud af meget flotte og lækre kager – godt gået og tusind tak for kampen!!
Også tusind tak til de mange forældre der gav en hånd med, både under og efter festen, det sætter personalet meget stor pris på.
Personale nyt.
Vi har jo desværre måttet sige farvel til Kenneth, som ikke længere kan være vikar. Kenneth går på seminariet og er lige nu i praktik på et fritidshjem i Smørum og kan derfor ikke lægge timer på Fredegården – men vi kan jo håbe han en dag for mulighed for at vende tilbage… som uddannet pædagog.
David er vores nye vikar og vil fortrinsvis blive brugt om eftermiddagen. Vi havde i en meget kort periode Louise, som nu er startet på sygeplejeskolen – pøj pøj.
Vi har nu fået lov til at være en del af skolearbejdet, hvilket vi er meget glade for, men som betyder, at vi afgiver en af vores faste personaler, næsten fuld tid til skolen. De første ca. 3 måneder vil det være Marianne, derefter Rita og til sidst Joy. Det betyder at vi tilknytter en ekstra voksen, som primær voksen på deres børnegrupper, for Marianne vil det lige nu være Maria. Marianne vil være at træffe 2 eftermiddage om ugen på Fredegården.
Personalegruppen har været på Personaleweekend i meget afslappede og charmerende omgivelser i Hornbæk – Målet for weekenden var, at få udarbejdet en arbejdsmetode, til at belyse det hele barns mangeartede kompetencer.
Det var en rigtig dejlig weekend, hvor vi blev forkælet og hyggede os, men også i høj grad arbejdede intenst og målrettet og blev utroligt kloge (vi troede ellers ikke vi kunne blive klogere) Tak for jeres forståelse og imødekommenhed i forhold til uddannelsesdagen og den kendsgerning at institutionen var lukket.
Børnefødselsdage i Laden.
Nyt i forhold til fødselsdage i børnehaven. Efter vi har fået ”Laden” er det nu muligt at holde fødselsdag for sin gruppe (aktivitets gruppe) der ovre, i stedet for hele børnehavegruppen, hvilket jo kan blive 33 børn.
Vi vil altid gerne fejre børnenes fødselsdage, både hjemme og på Fredegården, I kan selv vælge hvordan og hvad I har lyst til, og hvad der passer jeres familie bedst.
Storbørnsgruppen.
Traditionen tro starter vi storbørnsgruppen op igen til januar. Storbørnsgruppen er de børn som har alderen til at starte i skole august 2007.
Storbørnsgruppen har til formål, at give børnene en bevidsthed om det at starte i skole, og en fornemmelse, af sig selv og andre i en større gruppesammenhæng. Give dem nogle anderledes og større udfordringer og oplevelser sammen, så de oplever at være en del af en større sammenhæng med et fælles mål, nemlig det at starte i skole til sommer.
Mere information følger selvfølgelig når vi nærmer os.
Forældrekonsultationer i børnehaven.
Vi tilbyder forældrekonsultationer i børnehaven i oktober måned, en god generel snak om, hvordan det går med jeres barn på Fredegården og for nogles vedkommende, en snak om skolestart 2007.
Nye skolebørn.
De nye skolebørn har klaret deres skolestart rigtig flot. Selvfølgelig er det nemmere for nogen end for andre og der er rigtig mange nye ting de skal forholde sig til. Vi har helt sikkert set, nogle børn som er godt ”brugte” når de kommer fra skole. Alligevel kommer de glade ind ad døren på fritteren og fortæller begejstret om alt det de har oplevet. De var meget stolte, da de fik lov til selv at gå til og fra skole.
Alting er stadig meget nyt og spændende, især for de nye fritterbørn, som skulle koncentrere sig om to nye ting, men når de lander på Fredegården er de på hjemmebane og meget store.
Der vil nok et stykke tid endnu, være mange ting der bliver glemt eks. jakker, gymnastiktøj, cykler, endda skoletasker, men de er godt i gang med at lære at få overblikket.
Fritterture/aktiviteter.
Som I nok har opdaget, hænger vi hver uge sedler om tilmelding til aktiviteter op på den store orange opslagstavle i den ene frittergarderobe. Vi holder løbende møder med børnene om ønsker, forslag m.v., om hvad det indebærer at tilmelde sig, - blandt andet at tilmeldingen er bindende.
Men vi er nødt til, at pointere…..at det er børnene der skal melde sig til turene/aktiviteterne. De skal selv mærke efter hvad de har lyst til at deltage i eller hvem de har lyst til at være sammen med – og ikke jer forældre der skal bestemme det for dem.
Prøv at lade dem selv mærke efter om de har lyst eller ej og efterfølgende tage ansvar for deres egen beslutning.
Fritter Info.
Vi har lavet en informationstavle på den grønne dør mellem de to fritter garderober, vær´ rar at tjekke den hver dag!
En lille OBS! OBS!
Vi kan ikke komme udenom det, vi nærmer os den våde og sjappede tid…..
Så nu må vi endnu engang stramme op kære forældre….
Vi vil gerne bede jer igen, at bruge indgangen til Fredegården i den ende, hvor jeres barn har garderobeplads, blandt andet for at undgå vådt fodtøj igennem huset, men også for at minimere trafikken gennem spisekrogen, da der nemt kan opstå prop.
Specielt til forældre med børn i begge ender (vi mener det ikke bogstaveligt) det er en god ide, at huske, at tjekke indgangene, da der kan være en masse relevant information på tavlerne.
Efterårs forældremøde.
På grund af Ballerup kommunes nye ledelsesstruktur, som skal træde i kraft fra 1. januar 2007 , er der en del uvished om bestyrelsesstrukturen. Derfor udsættes efterårsforældremødet til januar, og den nuværende bestyrelse fortsætter indtil da. - nærmere information følger.
Julen nærmer sig med hastige skridt!
Der er faktisk kun lidt over tre måneder til – og vi er nogen der glæder os helt vildt.
Der skal laves julegaver, hygges med knas og levende lys, synges julesange, pyntes juletræ, hentes juletræ, spises risengrød og meget meget mere………….
Man kan jo sige, at vi skal nå rigtig meget, men vi vil altså ikke lade os stresse. Derfor vil vi gentage succesen fra sidste år og lave alle vores julehemmeligheder i november, så vi kan julehygge i hele december. Så allerede fra 1. november vil der summe af aktivitet og hemmelighedskræmmeri hele huset.
Kulturnetværk i Måløv.
Institutionerne i Måløv har aftalt at gøre ekstra meget ud af julehyggen i år. Der er ikke nogen der skal være i tvivl om, at børn og voksne fejrer jul i Måløv. Vi har mange gode ideer og forslag til at gøre det ekstra julet og hyggeligt og mange planer for en anderledes og herlig jul.
Vi vil dyrke og synliggøre de gamle juletraditioner, med inddragelse af bedsteforældre fra fortæller projektet, biblioteket samt jer forældre – så I kan glæde jer. Nærmere information følger, når vi nærmer os!
Husk X i kalenderen.
Efterårs forældremøde – udskydes til januar.
Uddannelsesdag 2007 – mandag d. 26. marts + fredag d. 7. september.
Juletræs tur i børnehaven – torsdag d. 30. november
Julehygge / lucia optog – onsdag 13. december
Fredegårdens 8 års fødselsdag – 1. februar 2007.