Der er altid mange ting man skal nå. Og mange ting man skal gøre på bestemte tidspunkter. Både på de voksnes arbejde, i børnenes skole og hjemme når man har fri.
Overalt i hverdagen er der forhold der forhindrer at børn kan mærke efter og være medbestemmende i deres hverdag. Det mener vi Fredegården gerne skulle kompensere for. Vi vil derfor gerne være et åndehul hvor der er tid og plads til at mærke sig selv og lære sine egne behov at kende. Tid og plads til at spise når man er sulten. Til at lege den samme leg rigtig, rigtig længe, hvis det er det, man har lyst til. Eller til at blive inde en hel, hel dag selvom frisk luft jo er så sundt.
Derfor har Fredegården ikke nogen strukturerede dagsforløb såsom morgensamlinger, fælles og faste spisetider, alle på legepladsen på samme tid. For sådanne forløb splitter barnets dag op i intervaller der vanskeliggør længere legeforløb, mulighed for fordybelse og hensynet til det enkelte barns behov.
En forælder fortæller:
"En ting jeg sætter rigtig stor pris på hér, er at børnene får lov at være sig selv. De gør utrolig meget ud af det enkelte barn. De får lov at være som de er, med de særheder de nu en gang har - de skal ikke passe ind i en eller anden kasse.
Da vores datter startede her, havde hun ikke været i institution før. Det var svært for hende og der var nogle problemer i starten. Men hun fik bare lov at være sig selv. Og jeg fik lov at være hernede til jeg synes at hun var tryg ved at jeg gik. Det er ikke som jeg hører, det er i andre institutioner: ”Nu er vi på rød stue. Nu skal vi alle sammen synge en sang. I dag er det onsdag nu skal vi alle sammen på tur.”
Hernede er det anderledes. Hvis et barn ikke har lyst til at tage med på tur, så gør det ikke det. Det sætter vi stor pris på."